Fusion-net.dk - Til forsiden
Artikler >Making of "Skyggen af bevis"

The making of: “Skyggen af bevis”

Af Palle Schmidt

I 2004 skrev jeg scenariet “Luftguitar” til Fastaval. Jeg havde t-shirts til spillederne, backstage-pas og box-sets til de særligt interesserede. Scenariet kørte med fire hold.

Måske er det bare mig der altid skal overdrive tingene. Men min arbejdsindsats på rollespils-scenarier, har altid været lidt over-the-top. Jeg kom til at tænke over, hvad jeg dog ikke kunne udrette, hvis jeg brugte bare halvdelen af denne energi på noget andet...

Rollespil er en underlig størrelse. For langt de fleste er det enten noget med at løbe rundt i en skov med gaffa-sværd, eller en form for computerspil hvor man kan forbedre sin figur og give ham eller hende noget nyt tøj på. At bede en ikke-rollespiller om at læse et scenarie, er som at stikke et partitur til en der ikke kan noder. De kan godt se, at der er lagt arbejde i det, men det aner ikke hvad de skal bruge det til.

“Skyggen af bevis” var et forsøg på at lave noget mere tilgængeligt, med udgangspunkt i Fusions univers. Det skulle ikke kræve nogen forudsætninger at læse tegneserien.

Historie og hovedperson

Hauge var faktisk oprindelig en spilperson til en kongres-version af scenariet “Bad Moon Rising”, et scenarie med en ret høj dødelighed. Så den oprindelige Hauge er nok blevet maltrakteret på utallige måder.

Da jeg siden skulle starte med at spille Fusion med en flok venner, besluttede jeg at genbruge Hauge, da jeg synes han kunne være en interessant spilperson, meget langt fra mig selv. Jeg vil gøre knuder på mig selv for at undgå en konfrontation. Hauge er stik modsat. Han skal bare have en gnist af en undskyldning, for at nikke nogen en skalle. Således fik Hauge sit andet liv.

Og med “Skyggen” fik han så sit tredje. Detektiven i “Skyggen” skulle dog være mere snu og eftertænksom end den Hauge jeg havde spillet. Genren var også mere Marlowe end vores kampagne, men ikke desto mindre, stammer historien også herfra.

I scenariet som “Skyggen” er baseret på, skulle bureauet redde kastanierne ud af ilden for den mordsigtede, via hans advokat. Det skulle selvfølgelig være nærmest umuligt, idet alle spor pegede mod manden, inklusiv hans tilståelse. Scenariet bestod primært af de to “crime scenes”, samt en række vidner og bipersoner – Herunder den myrdede kvindes far, Alex Rohmer.

I tegneserieversionen, synes jeg det ville være federe, hvis detektiven blev hyret af / presset af Rohmer. Det med at have en skræmmende klient, som man egentlig ikke ønsker, tiltalte mig som set-up. Og så blev advokat Marina Storkebo skurken. Blandt andre “cameo” roller er grønlænderen Pulineq fra René Tofts scenarie “Tupilak”. Kom ikke og sig, at vi ikke går ind for genbrug.

Historien om manden, der slår sin kone ihjel og panik-flygter med liget, er iøvrigt stjålet fra et scenarie af Thomas Bjerregaard Nielsen, som kørte det i vores 50'er FBI kampagne. I hans version var manden vist skyldig i mord, men dækkede over spionage. Og der var vist ingen ukrainere med.

Dogme tegneserie med hovedet under armen

Da det som regel tager uforholdsmæssig lang tid at lave tegneserier, og der ikke er hverken penge eller berømmelse forbundet med det, besluttede jeg mig for at gøre det nemt for mig selv. Det skulle være sort/hvid, der skulle være skamløs brug af foto-referencer, og manuskriptet skulle ikke justeres til at passe med dramaturgi modeller og andet pjat. Virkeligheden har jo heller ikke altid optimal dramaturgi, vel?

Sidstnævnte var naturligvis en dårlig undskyldning, for ikke at gennemarbejde min historie. Den var aldrig gået på filmskolen!

For at give mig selv en deadline, så “Skyggen” ikke endte i en skrivebordsskuffe som så mange andre projekter, opstod idéen om en føljeton her på siden. Det var noget af det smarteste jeg længe har fundet på. Resultatet blev en færdig tegneserie, der snart udkommer på forlaget Fahrenheit.

Noget andet smart jeg fandt på, var at sætte hele serien op på computer inden den reelt blev tegnet.

Billedrammer er altid en pestilens at lave, fordi man skal sidde og måle afstande mellem billederne, i stedet for at komme igang med at tegne i dem. Ligeså med taleboblerne. De bliver enten for store eller for små, og er svære at få den rigtige form på.

Som det fremgår af billederne, var “Skyggen” oprindelig en masse skravlerier i A5 format, lavet til mig selv, for at kunne overskue forløbet. Desuden forlå noget der mindede om et manuskript, men det bestod mest af dialog. Dialogen blev sidenhen klippet ind i bokse og sat på siderne. Det var et kedeligt stykke arbejde, men det gjorde, at jeg sidenhen kunne koncentrere mig om det sjove.

Filling in the blanks

Jeg printede hele svineriet ud i A3 (det er nemmere at tegne i overstørrelse), og kunne gå igang med tegneriet. Arbejdet blev gjort betydeligt mere overskueligt, af at jeg havde rammer og tekst til at rentegne ovenpå, ved hjælp af lysbord. Herefter var det bare at fylde ud med tegninger. Jeg skitsede på løse stykker papir, og tegnede den over på lysbord. Også her var det fedt ikke at have ét stort ark gnidrede skitser, hvor det hele skulle rentegnes på en gang. I stedet blev siderne gradvist fyldt ud, og jeg havde en fornemmelse af at komme nogen vegne. Resultatet ser I her.

Til papirudgaven af “Skyggen af bevis”, har jeg fået kendte danske tegnere (De er danske og jeg kender dem) til at bidrage med tegninger inspireret af historien. En af dem ser I her. Resten får I kun ved at købe tegneserien når den udkommer.

Til de ambitiøse, der skulle have fået lyst til selv at lave tegneserier, er kun tilbage at sige: Skriv et scenarie i stedet – Det er meget nemmere!