Palle Schmidt fortæller om arbejdet med "I en god sags tjeneste"

Jeg kan godt lide at gå lidt rundt om et motiv, før jeg rigtigt går til den. Det gælder nok i virkeligheden for meget af det jeg gør, det at tøve og se tingene lidt an. Således har denne forside også ligget og ruget henholdsvis i mit hoved, og på fedtet skitsepapir i et par år…

Der var nogle forskellige elementer jeg ville have med. For det første ville jeg gerne have mere collage over denne forside end Fusion forsiden. For det andet må jeg blankt erkende, at min stædige insisteren på at lave alt i hånden er gået lidt fløjten, siden jeg selv fik Photoshop. Så meget er arbejdet på denne forside er gjort på min laptop.

Jeg havde fundet et billede af en gasmaske, som jeg vidste jeg ville bruge. Dels fordi gasmasken er et kraftfuldt motiv, og fordi det ligger fint i stil med genren og historien. Gasmasken signalerer noget med industri eller millitær, biohazard eller whatever. Og anonymitet. Kontrol. Og så er den uhyggelig, og optræder flere gange i historien, som på den ene og den anden side af konflikten.

Vejen og landkortet optrådte også på de indledende skitser. De viser vi er "on the road", det er ikke en københavner kampagne. Og så er jeg vild med de tyske navne på byer; Bochum, Göttingen, Halberstadt.

Vi har til kampagnen valgt en gul som gennemgående farve i bogen; i stedet for den grumset grøn-brune fra Fusion bogen. Derfor blev den gule farve også dominerende på forsiden.

Jeg fraveg i sidste øjeblik min "darling" med at have en spejling af storsvinende fabrikker i det ene øje på gasmasken - Det blev lidt for frelst 70'er-agtigt. Så de rygende skorstene måtte vige pladsen for et fedt billede af en helikopter jeg fandt på nettet. Herfra spredte den grønne farve sig til andre dele af motivet. Og så er jeg vild med grøn! De der night vision billeder man ser rundt omkring er for fede, og den måde Lars von Trier bruger det på i Riget. Ellers er der nok mere The Element of Crime over kampagnen, og denne film har utvivlsomt også inspireret til forsiden.

Mht. overskriften, var jeg sikker på jeg ikke ville bruge den samme typografi som i Fusion. Den er ellers overfed (tak til Jakob Kjøller), men det ville se mærkeligt ud både med logoet, og overskrift i samme typografi. Og så ville jeg gerne lave noget selv denne gang. Inspirationen kom pludseligt, efter at have lavet et logo til en terroristorganisation (i bogen, ikke i virkeligheden) som denne kunne spraymale på huse rundt omkring. Jeg blev ganske simpelt forelsket i min nyindkøbte stinkende gule spraydåse. Jeg nåede aldrig rigtigt at komme med på graffitien den gang i firserne, og har derfor aldrig rendt og malet på husene. Jeg tegnede graffiti i mit kladdehæfte - Det var hverken farligt eller ulovligt. Men nu kunne jeg få lov at få gule fingre og hjerneskade. Yes! Nøjagtigt som med terrorist-logoet, skar jeg en skabelon i en plasticmappe jeg havde købt for 4 kroner i en boghandel (en fantastisk investering) og gik i gang med at snitte et alfabet. Der er også sådan lidt enten militær eller autonom over denne simple måde at lave bogstaver på, noget der går fint i spænd med temaerne i kampagnen.

Silhuetterne af de bevæbnede mænd kom ind ret sent, men giver forsiden lidt ekstra punch. Jeg lavede dem i hånden, ligesom jeg også havde arbejdet med gasmasken, og rettede til i computeren. De er med vilje lavet lidt diffuse, så man ikke ved om det skal forestille spilpersonerne, eller nogle af de modstandere de møder. Sætter fantasien lidt i gang, tror jeg. Og lige som med helikopteren, signalerer de en mere hardcore conspiracy action-kampagne.

Når det gælder mine egne ting, gør jeg mig en masse tanker, ideer og skitser, og går forsigtigt rundt om selve arbejdet. Jeg tror jeg håber på jeg langsomt vil blive dygtigere, og man vil jo helst lave det når man er bedst mulig. Men på et tidspunkt nytter det ikke at fedte rundt længere, og man må se i øjnene, at det er det færdige produkt man er i gang med. Her var det afgørende, at forlaget skulle bruge forsiden til et katalog. Der er ikke noget som en deadline, der kan få selvkritiske, præstationsangste kunstnere til at få fingeren ud.

Og her er så det færdige resultat.

(Klik på billederne for at se dem i større format)